Vi springer over, hvor gærdet er højest
Portræt af Susanne Hovmand-Simonsen, mor til Otillie, cand.negot
og cand.mag i kunsthistorie - og økologisk producent af verdens
bedste gedeost
Af Helle Bertram
Historien om Susanne Hovmand er på én gang både vældig
forudsigelig og helt eventyrlig. Allerede som 21-årig sagde Susanne
ja til at overtage sine forældres store landbrug på Lolland. På det
tidspunkt studerede hun økonomi i Odense. Og skulle nogen tro, at
hun herefter styrede efter traktormesser og Landbohøjskolen, tager
de fejl, for hun supplerede sin uddannelse med en cand.mag i
kunsthistorie og en karriere på Lauritz.com.
"Det kan nok lyde som om, at jeg var meget langt fra de
lollandske marker, og det var jeg sådan set også. Jeg boede midt i
København i en lille lejlighed ved Strøget og kunne høre
skraldemændene skramle om natten og overboen slås med konen. De
første år arbejdede jeg på et forlag og for Fritz Schur
Dagligvarer, der ligger på Esplanaden i København. Om aftenen
læste jeg kunsthistorie, og da jeg blev cand.mag, fik jeg job hos
Lauritz.com, hvor jeg blev leder for to nye forretninger. Undervejs
har jeg lært utroligt meget om det at drive forretning. Det betyder
ikke så meget, om man sælger møbler eller dagligvarer, hovedsagen
er at lave et godt produkt, som man brænder for, for så bliver man
også god til at markedsføre det."
Og det har Susanne formået på den korte tid siden 2006, hvor hun
overtog den daglige drift af gården. På rekordtid har hun sammen
med sin mand vendt en konventionel bedrift uden husdyr til et
økologisk landbrug med geder og får, et besøgsmejeri og et udsalg
af de lækreste oste, som allerede har fået flere guldmedaljer ved
verdensmesterskaberne og dermed slået de traditionelt meget stærke
producenter fra fx Frankrig, Spanien og Italien. Det opnår man kun,
hvis man - med Susannes egne ord "altid springer over, hvor gærdet
er højest."
Jeg vil drive Knuthenlund med god
samvittighed
"Jeg besluttede dengang, jeg overtog gården, at jeg ville lave
noget, som gav mig lyst til at stå op hver morgen og gøre en ekstra
indsats. For mig er det vigtigt, at jeg kan give Knuthenlund videre
med god samvittighed. Vi skal huske, at vi kun er her i en
begrænset tid, så vi skal passe godt på jorderne og naturen omkring
os og ikke mindst de folk, som er kommet her gennem mange år. Så
jeg satte mig meget grundigt ind i, hvordan man laver økologi og
god ost, og så gik vi i gang".
Historien om det økologiske Knuthenlund og præmieostene er gået
verden rundt i medierne, og det er ikke første gang, Susanne
fortæller historien om, hvordan hun har skabt et af Danmarks
største økologiske landbrug på rekordtid. Men et nyt kapitel har
for nyligt føjet sig til historien, nemlig datteren Otillie, der er
næste generation på Knuthenlund og allerede i sit første år mange
gange har været med mor og far på arbejde på kontoret, på messer og
på marker.
Med mor og far på arbejde
"Jeg har ikke haft en traditionel barsel på 12 måneder, efter seks
uger gik jeg så småt i gang igen. Til gengæld har jeg tilrettelagt
mit arbejde, så hun kan være med i det. Jeg arbejder stadig på
nedsat tid og jeg har meldt mig ud af mange af de bestyrelser og
netværk, jeg tidligere var aktiv i. Det er meningen, at hun skal
være sammen med sine forældre og opleve hverdagen sammen med os"
fortæller Susanne, der lige har haft datteren med på messe i
Nürnberg.
"Det har selvfølgelig sat nogle tanker i gang omkring fremtiden
her, at jeg er blevet mor. Jeg har selv fået meget frie hænder til
at fortolke potentialet på Knuthenlund ligesom min far, der overtog
det efter to generationer af mejerister, startede med at sælge alt
kvæg fra og udelukkende dyrke markerne. For mig er det vigtigste,
at vi brænder for det, vi laver her. Det skal være så vigtigt, at
vi vil bruge hver eneste time på dagen på det".
Det, der gang på gang kommer til udtryk, når man taler med
Susanne Hovmand, er hendes passion for at passe på naturen, at
sørge for, at der er rent drikkevand til de næste generationer og
ikke mindst at inddrage lokalsamfundet i at gøre det. Da hun
overtog gården, var der fire faste medarbejdere, der havde været
der igennem en menneskealder. I dag er der 20 og de fleste af dem
kommer fra lokalområdet, og havde uden Knuthenlund måske ikke haft
noget arbejde.
Vi skal turde udfordre den verden, vi lever
i
Men der er noget, der måske er endnu vigtigere for Susanne, som i
bund og grund ikke har spor med hverken ost eller lokalmiljøet at
gøre. "Vi skal turde gå efter vores drømme. Satse alt på det, vi
tror på. Jeg har selv overtaget gården efter tre generationer og
jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at tabe det hele på gulvet. Men
samtidigt må det aldrig blive forretningen, der er formålet i sig
selv. Formålet er større, nemlig at inspirere til at turde tage
nogle chancer. Jeg havde en chef engang, hvis motto var, at man
skulle tage mindst fem beslutninger om dagen. Hvis man ikke var i
stand til at tage beslutninger, havde man ingen chance som leder.
Det har jeg taget til mig, jeg tager beslutninger hele tiden og har
lært, at der jo ikke er noget, der ikke kan gøres om i morgen. Vi
må bare gøres vores bedste - hele tiden! - og udfordre den verden,
vi lever i".
Fakta:
Mor til Otillie på 2 år og til lille Albert fra maj 2012. Gift med
mejerichef på Knuthenlund Jesper Hovmand-Simonsen
Cand.negot fra Odense Universitet og cand.mag i kunsthistorie fra
Københavns Universitet
Driver Knuthenlund, der producerer økologisk fåre- og
gedemælkeprodukter
Læs mere på www.knuthenlund.dk