”Det er jo ikke sværere, end man gør det til – vel!”
Portræt af Stine Arenshøj, beredskabsinspektør i Guldborgsund
Kommune og mor og bonusmor til seks børn i alderen fire til 18
år.
Af Helle Bertram
Stine Arenshøjs 34-årige liv har budt på flere
udfordringer end de flestes. Nogle af dem har hun selv valgt. Andre
havde hun helst været foruden. Men det er alt sammen liv - hendes
liv - som er med til at gøre hende til den, hun er i
dag.
Stine sidder i sit farverige køkken, som hun med egne
murerhænder har bygget om ligesom resten af det hyggelige byhus i
Nykøbing Falster. Her har hun boet de sidste seks år. Her er hendes
børn vokset op. Her er hun blevet skilt og gift igen. Og her er der
plads til både hendes egne tre og mandens tre børn - og
selvfølgelig alle deres venner.
"Jeg voksede op på Fejø og boede på Lolland-Falster som ung. Som
19-årig var jeg i lære som murer, og blev gift med min første mand,
som jeg fik Emma med. Hun er 13 år i dag. Min eksmand og jeg fik et
par år senere en pige mere, Maja. Hun døde, da hun kun var få timer
gammel. Det var selvfølgelig frygteligt svært, og selv om vi nogle
år senere fik Magnus sammen, var forholdet slut. Så vi gik fra
hinanden, men i dag er vi de bedste venner. Jeg stod fadder til et
af hans børn for nyligt og jeg taler også rigtig godt med hans nye
kone. Det behøver ikke at være sværere, end det er vel" griner
Stine.
I dag har Stine fået endnu en datter og hun bor sammen med Bo,
der er beredskabsinspektør. De har været venner gennem mange år.
Den første tid, de boede sammen i Nykøbing Falster, arbejdede Bo i
København og pendlede hver dag. "Vi fik fri nogenlunde samtidigt,
og mens han sad i toget, hentede jeg børn og købte ind. Han fik
slappet lidt af på vejen, og var frisk til at tage over, når han
kom hjem. Det kunne sagtens lade sig gøre. Men vi kan da godt
mærke, at vi har fået mere tid sammen nu, hvor vi begge arbejder
lige rundt om hjørnet." Bo har tre børn, der bor i
Københavnsområdet, og de kommer også ofte forbi i det lille
byhus.
På Strøget på lidt over en time
"Vi har et travlt liv, vi skal altid noget. Er der nogen, der har
brug for hjælp, siger vi selvfølgelig ja" fortæller Stine. "Det kan
godt være, at det af og til går lidt ud over børnene, men samtidigt
tror jeg, at de vinder meget ved, at vi er sådan en familie, der
gerne vil og kan det hele.
Hvis vi får lyst til at tage en strøgtur, sætter vi os i bilen
og efter lidt over en time, står vi midt i København. Om et par
uger tager jeg og Emma, en weekendtur til Berlin, det er jo bare en
smuttur for os, når vi bor her."
"Vores børn oplever en utrolig stor tryghed ved at bo her. Deres
mormor og morfar bor kun et stenkast herfra, de kan gå i skole på ½
minut og de har også en onkel et par gader herfra. Så de er vant
til, at de kan færdes på egen hånd rundt i byen. Når vi går en tur
i Nykøbing, er noget af det bedste, at vi altid møder nogen, vi
kender. Der er altid nogen, der smiler eller siger hej, også selv
om vi ikke selv opsøger det. Her er sådan en hjemlig og rolig
stemning og vi er helt trygge ved byen. Jeg behøver ikke at
være hjemme for at lave aftaler med dem, de kan selv klare det
meste til dagligt".
Hvis man vil noget, skal man selv gøre en
indsats
Den store pige, Emma på 13, har lært at tage ansvar selv. Hun går
til karate på eliteplan i Nykøbing Falster Karateklub, som er en af
Danmarks allerbedste karateklubber og er lige blevet dobbelt
danmarksmester. "Hun har lært, at man selv skal holde styr på sine
aftaler og sin træning. Hun ved, at hvis man vil noget, skal man
selv gøre noget for det. Sådan er det også at bo i et lille
samfund, som her - tingene sker ikke af sig selv, og vi må have
hænderne op af lommerne, hvis vi vil have nogle ting" fortæller
Stine, der selv har levet sådan hele sit liv.
"Jeg blev jo uddannet murer og derefter bygningskonstruktør i
København. Senere fik jeg job i som byggesagsbehandler i Nykøbing
Falster Kommune, og inden længe fik min chef øje på, at jeg kunne
noget mere. Så jeg blev uddannet brandmand og senere indsatsleder
og i dag er jeg beredskabsinspektør og risikokoordinator, som en af
meget få kvinder i Danmark. Det er et job, der kræver at man er 100
% på. Og jeg elsker det. Jeg har 24-timersvagt i en uge ad gangen,
og det kan selvfølgelig gå lidt ud over familielivet, men jeg
vågner aldrig og er ked af, at jeg skal på job. Mine arbejdsuger
kan snildt snige sig op over de 50 timer, men sådan er det i mit
job, og til gengæld får jeg en frihed og en masse spændende
oplevelser, som er med til at skabe det gode liv, jeg har i dag"
fortæller Stine, der med gløden i øjnene ikke levner nogen som
helst tvivl om, at hun elsker, det hun laver.
"Når vi så har fri, kan vi sagtens finde på at lave en hurtig
fest eller tage på weekendtur uden børn. Vi kender så mange og det
er aldrig et problem at få tingene til at ske."
300 m2 murermestervilla forude
Den dag, vi møder Stine i køkkenet, har hun netop skrevet under på,
at der ikke er så langt fra tanke til handling - i bogstaveligste
forstand.
På bordet ligger salgsopstillingen på en stor gammel
murermestervilla, der ligger i samme kvarter som hendes hyggelige
byhus. Vi har lige købt det, smiler hun og viser stolt billederne
fra det nyrenoverede hus på næsten 300 m2 frem. "Jeg elsker det hus
allerede! Jeg kiggede også på det sidst, det var til salg, dengang
var det ikke renoveret. Så nu hvor det er til salg igen, og det er
endda min gamle murermester, der har sat det tiptop i stand, kunne
jeg altså ikke lade være med at købe det. Her får mine børn masser
af plads, og der er et kæmpe køkken hvor vi sagtens kan være alle
sammen, - også når vores seks børn er her alle sammen. Og tænk, at
man kan få sådan et hus til lige over 2 mill. kr.!.
"Selv om jeg en dag skulle få job et andet sted, vil jeg aldrig
flytte herfra. Jeg føler, vi har det hele - og det vi ikke har
rundt om hjørnet, kan vi sagtens køre til. Det er jo ikke sværere
end man gør det til, vel!?" slutter Stine, inden hun skal ud af
døren til næste punkt på dagens travle program.
Fakta:
Stine Arenshøj, 34, opvokset på Fejø
Mor til Victoria fire år, Magnus 10 år og Emma 13 år + tre
bonusbørn Laura ni år, Casper 13 år og Camilla 18 år.
Bor sammen med Bo, der er beredskabsinspektør og de tre børn i
et lille byhus i Nykøbing Falsters gamle arbejderkvarter Østerbro.
Bonusbørnene bor i Københavnsområdet.
Er beredskabsinspektør i Guldborgsund Kommune og læser til
Master i Brandsikkerhed på DTU i Lyngby.
Oprindeligt uddannet murer i Eskilstrup på Lolland-Falster og
bygningskonstruktør i København.