”Det gode liv er der, hvor man er velkommen”
... og hvor der ligger en opgave!" Sådan siger Mette Rix, der
for nyligt har skiftet en treværelses på Frederiksberg ud med 60
værelser på Frederiksdal Gods på det yderste Vestlolland.
Af Helle Bertram
Mette Rix er film- og TV-instruktør og arbejder som
selvstændig rådgiver i performance og kommunikation. Hun og hendes
søn Max på 12 boede for få måneder siden i smørhullet på
Frederiksberg og havde skole, familie, venner og job inden for
cykelafstand. Den treværelses lejlighed var fyldt med hendes egen
og Max´s historie. Og der var ikke noget, der tydede på, at det
skulle være særligt meget anderledes.
Men så fik Mette en tanke: "Er det virkelig dette, der
fortsat skal fylde mit liv eller kunne det ikke snart blive tid til
en lille udfordring?". Tanken blev glemt igen, indtil hun ved et
møde på Cafe Quote på Kongens Nytorv kom til at sidde ved siden af
en landmand, der dyrkede kirsebær. Hun vidste, da mødet var slut,
at ham, ville hun se igen. Det skulle vise sig, at der snart skulle
blive åbnet op for ikke bare en, men mange udfordringer - af den
gode slags.
"Harald er beskeden, så han fortalte intet om dette sted eller
hans familie, da vi mødtes første gang. Jeg så bare en fantastisk
sød landmand fra Lolland. Men herefter gik det stærkt. Jeg kom
herned for at se stedet og møde hans dejlige familie. For et halvt
år siden, flyttede jeg og Max herned. Og for et par måneder siden
blev vi forældre til Ellinor. Nu kan jeg godt en gang imellem
tænke: Stop, stop, nu har jeg fået udfordring nok for denne omgang.
Men når alt kommer til alt, er det stadig den søde landmand, jeg er
flyttet ned til, resten er en gave og en udfordring, der følger
med" fortæller Mette, der med denne mand har valgt ikke bare en
livsledsager, men også en fast adresse de næste mange år.
Klar til landliv på Lolland
"Man skulle nok tro, at omvæltningen var enorm, men jeg tror, at
jeg var klar til den. Jeg har boet i London, Belfast og Edinburg.
Jeg har drukket den café latte på Covent Garden, som jeg har haft
lyst til. Storbylivet kender jeg, dette er nyt. Når man om aftenen
kigger ud i nattemørket gennem de store vinduer og ser en natugle
sidde derude, ja så er man altså bare helt forgabt" fortæller Mette
med overbevisning i stemmen.
"Jeg har fået en fantastisk velkomst. Da jeg flyttede til
London, gik der to år, før jeg lærte nogen at kende. Her var der
flagallé og blomster den dag, Max og jeg flyttede ind. Folk har
været fantastisk opmærksomme på både mig og min søn. Fordi alle
kender Harald, kommer vi også meget nemt i kontakt med folk. Det
tager ofte en time at komme igennem Kvickly, fordi alle lige skal
snakke, smiler Mette. "Det værste har været min bekymring for Max.
Det har selvfølgelig været en stor udfordring for ham at flytte
hertil. Han er opvokset i byen og er vant til, at hans venner og
skolen er lige om hjørnet. Her skal han køres til alt. Så vi har
ofte været i København i weekenderne og besøgt venner og familie
her i starten. Når det har været svært, har jeg tænkt på, at nu har
han ligesom to verdner, han kender. Det tror jeg, bliver en styrke
for ham. Hernede er kortene blandet, han møder alle slags
mennesker. Og det er altså sjovt at høre ham sige; Vi går lige ud
og leger i kornet! Det har jeg lige skullet vænne mig til" griner
Mette.
Frederiksdal skal fyldes med hjertet
Mette er nu på barsel og har brugt det første halve år på
Frederiksdal til at tænke over, hvordan hun vil forvalte denne
kæmpe mulighed - og udfordring. Familien Krabbes og Frederiksdals
historie er velbeskrevet, nu er det hende og Harald, der skal
skrive det næste kapitel. Mettes svigerforældre er meget
interesserede i klassisk musik, så de har holdt masser af koncerter
i disse stuer. De er nu flyttet til en gård i nærheden og har
bygget en ny koncertsal, så de fortsat kan holde klassiske
koncerter. "Det er vigtigt, når man skal leve her et helt liv, at
det ikke bare er en forretning. Det skal give mening på et helt
personligt plan. Det har mine svigerforældre formået ved at fylde
huset med musik. Nu skal vi finde vores måde at gøre det
meningsfuldt på."
Fra stuen ved siden af lyder en stille knirken. Ellinor på otte
uger er vågnet fra sin prinsessesøvn og vil op til sin mor. Mette
går hen og åbner de tårnhøje fløjdøre: "Ja her kan du se alle mine
møbler fra lejligheden i København. De kan stå i én stue her og
alligevel ikke fylde den ud" griner hun.
"Jeg vil gerne bruge de muligheder, huset har, til at hjælpe
folk, der har noget på hjerte. Fx iværksættere, som der er masser
af på Lolland-Falster; hvordan skal den enkelte profilere sig, hvad
er hans eller hende styrker? Hvordan kan vi få dem frem, så
virksomheden kommer ud over rampen? Huset er perfekt til symposier,
kurser og foredrag og det ville give mening for mig at gøre lidt
for det område, jeg bor i nu" fortæller Mette Rix.
Tag hele dig selv med, når du flytter
"Jeg tror det er meget vigtigt, når man foretager et stort skift i
sit liv, at man har hele sig selv med. Det er ikke nok at bruge
hjernen og tænke i forretning. Og det vil sikkert heller ikke gå,
hvis man udelukkende følger sit hjerte og ikke har en plan for det,
man gør. Jeg var ellers umådeligt glad for at bo på Frederiksberg.
Men den aften, jeg pakkede de sidste ting, tænkte jeg, at de 10 år,
vi havde boet der, havde passet godt på os og nu var jeg klar til
at flytte. Men det kræver selvfølgelig en indsats det nye sted, man
kommer. Man skal være villig til at investere lidt af sig selv og
bruge de muligheder, der er det nye sted, i stedet for at fokusere
på det, man har mistet" råder Mette Rix.
Ellinor er kommet op og hendes blik fanges af lysekronens
refleksioner, der danser på væggen. Til juni skal hun døbes Ellinor
Rix Krabbe, den ny generation på Frederiksdal. Og mon ikke, der
bliver flagallé og friske blomster på Frederiksdal igen? Som det
altid har været, og så alligevel ikke ....
Mette og Max`s gode råd til andre, der skal flytte
(langt væk):
- Det er dine rammer der skifter, ikke hvem du er. Hold fast i
hvem du er, men oversæt det til de nye rammer.
- Acceptér at det tager tid at omplante dig selv og familien, og
tid at omplante karrieren - gør plads til begge dele.
- Forandring giver "motion" til hjerne og hjerte, nyd det -
selvom det kan være svært til tider.
- Det kan være svært at flytte store børn. Brug gerne en
familieterapeut, som sparringspartner i processen.
- Gi' det en chance og gi' det noget tid (Max)
Fakta
Selvstændig rådgiver inden for performance og kommunikationMette
Rix, kæreste med Harald Krabbe og mor til Max på 12 år og Ellinor
på otte ugerHar arbejdet 12 år som TV- og filminstruktør bla. for
DRUddannet på Wimbledon School of Art og er desuden life- og
business coach
Læs mere på www.metterix.dk og www.frederiksdal.com