”Man må gå u' og gør' det sæææl”
Portræt af Line Carlsen, dialysesygeplejerske, livskunstner og
solidt plantet i den Lolland-Falsterske muld
Af Helle Bertram
Nord for Nykøbing Falster ligger parcelhuskvarteret
Bangsebro. Skoven er nærmeste nabo sammen med Nordbyskolen, hvor
kvarterets mange børn kan cykle til og fra skole ad små cykelstier.
Her bor Line Carlsen i sit etplansparcelhus med datteren Simone,
manden Erik og to biler i garagen. Et dejligt hjem, der på mange
måder ser helt almindeligt ud udefra - men langt fra er
det!
"Jeg begyndte at arbejde på Nykøbing Falster Sygehus i
dialyseafdelingen i 2002. Det er en lille verden for sig. Der er
mange ting, der gentager sig. Patienterne er de samme, de kommer
to-tre gange om ugen. For dem er dialyserytmen en stor og vigtig
del af deres liv. Det er deres livsnerve. De er hos os i mange
timer og det er stort set det samme, der skal ske hver gang. Derfor
kan de godt blive lidt fastlåst i deres rutiner. Sengen skal være
den samme, sygeplejersken skal helst være den samme og til sidst
skal rullepølsen gerne vende samme vej på bollen hver gang"
fortæller Line Carlsen.
Vi trækker lidt i smilebåndene
"Efter nogle år begyndte jeg at mærke, at vi også som
sygeplejersker kom ind i en trummerum. Så en dag kom jeg til at
folde en af patienternes avis, så det blev til en hat. Han tog den
straks på og jeg spurgte, om de andre også ville have en. Det ville
en ældre dame i sengen ved siden af gerne. Og da de to fik et grin,
ville flere andre patienter også gerne være med. Vi sang "Jeg
sætter min hat, som jeg vil" og det endte med, at overlægen, der
kom forbi, fik en papirhat på og spankulerede rundt med den resten
af dagen som en anden Napoleon" husker Line med et grin. "Det
bedste var, at da dagen var omme, sagde en af patienterne til mig;
"Hvad med den kedelige onsdag, hvor blev den egentlig af!?"
"Det gav mig blod på tanden, for det var tydeligt, at vi fik en
helt anden dag ud af det, når vi lavede lidt skæg med
patienterne."
På arbejde som Yvonne
Siden da har Line jævnligt klædt sig ud, når hun kom på arbejde.
Er der fodboldlandskamp, dukker man selvfølgelig op med klaphat. Og
er det påske, kommer man i et kæmpe harekostume og deler påskeæg ud
til hele afdelingen. Efterhånden har kollegerne også fået skæg og
ballade på hjertet, og der går indimellem sport i at komme i den
mest gakkede påklædning, binde hinandens snørebånd sammen eller
binde en sløjfe på antennen på en af patienternes bil. Selv har
Line udviklet en figur, der hedder Yvonne. Hun har forklæde på med
hjerter, en platinblond paryk og store briller og så taler hun
syngende lollandsk, når hun skrider højlydt ned ad gangene; Hej
dér! Hende er der ingen, der kan styre, og ingen går fra dialysen
den dag, uden at have fået et rigtig godt grin.
"Når jeg er Yvonne, får den fuld gas. Vi får trukket lidt i
smilebåndene og kommer ud over de faste rutiner, og det er det
vigtigste. Måske er der nogen, der ikke vil være med, og det
respekterer vi" fortæller Line, der i øvrigt har fuld opbakning til
sine påfund fra ledelsen på afdelingen.
Jeg bor i ét stort Facebook
Heldigvis er det ikke kun dialysepatienter, der får glæde af Lines
smittende humør. Hun har et stort netværk på Lolland-Falster, da
hun er født og opvokset i Sakskøbing, hvor hendes forældre stadig
bor. Lines mand Erik er også fra Lolland-Falster og de har begge
gået i skole og arbejdet her altid. "Vi kan ikke gå en tur ned ad
gaden i Nykøbing uden at sige hej til både den ene og den anden. Og
det ELSKER jeg. Det er så skønt, at vi ved, hvem, der er hvem og at
vi følger med i hinandens liv. Der er en nærhed her, jeg ikke
kender andre steder fra. Det er som at leve i ét stort Facebook.
Jeg kan huske de forskellige klassekammerater og deres forældre.
Jeg ved, hvad deres hund hed, da de var børn, og de ved også en
masse om mig og min baggrund. Vi kan tale i timevis om den og den,
uden at det bliver omklamrende. Vi er bare glade mennesker sammen,
der er en nærhed og man kan hilse på hinanden. Da jeg tog min
uddannelse i Herlev, oplevede jeg at man kunne stå i elevatoren til
21. etage sammen med en anden uden at veksle et ord. Her vil man
altid kunne finde på noget at snakke om, uanset hvem man
møder".
Livet KAN godt være dejligt i
UDKANTSDANMARK
Men selv om Line og hendes familie er solidt plantet på
Lolland-Falster, betyder det ikke at verden er lille. "Jeg kender
folk i hele landet, fordi jeg er aktiv på nettet. Jeg har bla.
startet facebookgruppen Livet KAN godt være dejligt i
UDKANTSDANMARK, der har flere tusinde fans. Den blev til, da ordet
udkantsdanmark var et fast indslag i de danske medier, og jeg
syntes at ordet "udkant" begyndte at gnave lidt. Der var behov for
et sted, hvor udkantsdanskerne kunne stikke hovederne sammen.
Selv kan jeg ikke forestille mig et bedre sted for min datter
Simone at vokse op end her. Vi har en super god musikskole, en af
Danmarks bedste karateklubber, vi har skoven som nabo og en
topmoderne skole i vores eget kvarter, hvor alle Simones venner
bor. Og hvis noget skal være anderledes: "Så må du gå u´og gør´ det
sæææl" slutter Line på "yvonnesk" og griner.
Fakta:
Line Carlsen er mor til Simone på 11 år og lever sammen med
butiksslagter Erik på 22. år. Dialysesygeplejerske på Nykøbing
Falster Sygehus.