Nyheder     Sponsorer     Presse     Kontakt
”Man må gå u' og gør' det sæææl”

Line Carlsen

Dialysesygeplejerske
Livskunstner
Solidt plantet i den Lolland-Falsterske muld

”Man må gå u' og gør' det sæææl”

”Man må gå u' og gør' det sæææl”

Portræt af Line Carlsen, dialysesygeplejerske, livskunstner og solidt plantet i den Lolland-Falsterske muld
Af Helle Bertram

Nord for Nykøbing Falster ligger parcelhuskvarteret Bangsebro. Skoven er nærmeste nabo sammen med Nordbyskolen, hvor kvarterets mange børn kan cykle til og fra skole ad små cykelstier. Her bor Line Carlsen i sit etplansparcelhus med datteren Simone, manden Erik og to biler i garagen. Et dejligt hjem, der på mange måder ser helt almindeligt ud udefra - men langt fra er det!

"Jeg begyndte at arbejde på Nykøbing Falster Sygehus i dialyseafdelingen i 2002. Det er en lille verden for sig. Der er mange ting, der gentager sig. Patienterne er de samme, de kommer to-tre gange om ugen. For dem er dialyserytmen en stor og vigtig del af deres liv. Det er deres livsnerve. De er hos os i mange timer og det er stort set det samme, der skal ske hver gang. Derfor kan de godt blive lidt fastlåst i deres rutiner. Sengen skal være den samme, sygeplejersken skal helst være den samme og til sidst skal rullepølsen gerne vende samme vej på bollen hver gang" fortæller Line Carlsen.

Vi trækker lidt i smilebåndene
"Efter nogle år begyndte jeg at mærke, at vi også som sygeplejersker kom ind i en trummerum. Så en dag kom jeg til at folde en af patienternes avis, så det blev til en hat. Han tog den straks på og jeg spurgte, om de andre også ville have en. Det ville en ældre dame i sengen ved siden af gerne. Og da de to fik et grin, ville flere andre patienter også gerne være med. Vi sang "Jeg sætter min hat, som jeg vil" og det endte med, at overlægen, der kom forbi, fik en papirhat på og spankulerede rundt med den resten af dagen som en anden Napoleon" husker Line med et grin. "Det bedste var, at da dagen var omme, sagde en af patienterne til mig; "Hvad med den kedelige onsdag, hvor blev den egentlig af!?"

"Det gav mig blod på tanden, for det var tydeligt, at vi fik en helt anden dag ud af det, når vi lavede lidt skæg med patienterne."

På arbejde som Yvonne
Siden da har Line jævnligt klædt sig ud, når hun kom på arbejde. Er der fodboldlandskamp, dukker man selvfølgelig op med klaphat. Og er det påske, kommer man i et kæmpe harekostume og deler påskeæg ud til hele afdelingen. Efterhånden har kollegerne også fået skæg og ballade på hjertet, og der går indimellem sport i at komme i den mest gakkede påklædning, binde hinandens snørebånd sammen eller binde en sløjfe på antennen på en af patienternes bil. Selv har Line udviklet en figur, der hedder Yvonne. Hun har forklæde på med hjerter, en platinblond paryk og store briller og så taler hun syngende lollandsk, når hun skrider højlydt ned ad gangene; Hej dér! Hende er der ingen, der kan styre, og ingen går fra dialysen den dag, uden at have fået et rigtig godt grin.

"Når jeg er Yvonne, får den fuld gas. Vi får trukket lidt i smilebåndene og kommer ud over de faste rutiner, og det er det vigtigste. Måske er der nogen, der ikke vil være med, og det respekterer vi" fortæller Line, der i øvrigt har fuld opbakning til sine påfund fra ledelsen på afdelingen.

Jeg bor i ét stort Facebook
Heldigvis er det ikke kun dialysepatienter, der får glæde af Lines smittende humør. Hun har et stort netværk på Lolland-Falster, da hun er født og opvokset i Sakskøbing, hvor hendes forældre stadig bor. Lines mand Erik er også fra Lolland-Falster og de har begge gået i skole og arbejdet her altid. "Vi kan ikke gå en tur ned ad gaden i Nykøbing uden at sige hej til både den ene og den anden. Og det ELSKER jeg. Det er så skønt, at vi ved, hvem, der er hvem og at vi følger med i hinandens liv. Der er en nærhed her, jeg ikke kender andre steder fra. Det er som at leve i ét stort Facebook. Jeg kan huske de forskellige klassekammerater og deres forældre. Jeg ved, hvad deres hund hed, da de var børn, og de ved også en masse om mig og min baggrund. Vi kan tale i timevis om den og den, uden at det bliver omklamrende. Vi er bare glade mennesker sammen, der er en nærhed og man kan hilse på hinanden. Da jeg tog min uddannelse i Herlev, oplevede jeg at man kunne stå i elevatoren til 21. etage sammen med en anden uden at veksle et ord. Her vil man altid kunne finde på noget at snakke om, uanset hvem man møder".

Livet KAN godt være dejligt i UDKANTSDANMARK
Men selv om Line og hendes familie er solidt plantet på Lolland-Falster, betyder det ikke at verden er lille. "Jeg kender folk i hele landet, fordi jeg er aktiv på nettet. Jeg har bla. startet facebookgruppen Livet KAN godt være dejligt i UDKANTSDANMARK, der har flere tusinde fans. Den blev til, da ordet udkantsdanmark var et fast indslag i de danske medier, og jeg syntes at ordet "udkant" begyndte at gnave lidt. Der var behov for et sted, hvor udkantsdanskerne kunne stikke hovederne sammen.

Selv kan jeg ikke forestille mig et bedre sted for min datter Simone at vokse op end her. Vi har en super god musikskole, en af Danmarks bedste karateklubber, vi har skoven som nabo og en topmoderne skole i vores eget kvarter, hvor alle Simones venner bor. Og hvis noget skal være anderledes: "Så må du gå u´og gør´ det sæææl" slutter Line på "yvonnesk" og griner.

Fakta:
Line Carlsen er mor til Simone på 11 år og lever sammen med butiksslagter Erik på 22. år. Dialysesygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus.