Mit liv er lige dele land og by
Portræt af marketingkonsulent Helle Zier, der bor i Nykøbing
Falster, arbejder i København og er mor til Olivia på 11 år.
Af Helle Bertram
Mange menneskers udfordring med at skabe en god balance
mellem arbejdsliv og familieliv har Helle Zier fundet sin egen
løsning på. Efter mange år i reklamebranchen, hvor arbejde og
fritid gik i ét, har hun nu base i Nykøbing Falster og arbejder
max. tre dage om ugen i København.
"Lige som for så mange andre skete der noget, da jeg blev mor
til Olivia. De første år boede og arbejdede vi stort set som før i
København, men det blev mere og mere svært at føle glæde ved det.
Olivia var ofte syg som lille og vi havde tit hendes mormor eller
farmor boende i vores lejlighed på Amager, fordi vi ikke selv kunne
holde fri hele tiden. Teater- og caféturene var ikke så spændende
mere, vores liv var flyttet inden for i lejligheden. Da vi
besluttede at flytte ud af byen, tog vi skridtet fuldt ud og købte
hus i Nykøbing Falster" fortæller Helle Zier, der er uddannet HD i
afsætning og korrespondent og har arbejdet for reklamebureauer i
København gennem de sidste mange år som konsulent og
projektleder.
Min model af work/life balance
"Jeg havde nok tænkt, at jeg efterhånden ville begynde at arbejde
mere for lokale kunder, men sådan er det ikke gået. I stedet har
jeg tilrettelagt arbejdet, så jeg max er i København tre dage om
ugen og resten af tiden arbejder i Nykøbing Falster. De dage,
jeg skal til København, tager jeg ofte toget, fordi jeg kan slappe
af eller læse på vejen. Nogle gange overnatter jeg hos mine
veninder eller min bror, der bor på Vesterbrogade. Han er så vant
til det, at jeg bare skal sende en sms om, at jeg kommer, så har
jeg nøgle og kan bare lukke mig ind" fortæller Helle den dag vi
mødes i kontorfællesskabet Guldkorn på Raadhusstræde i Nykøbing
Falster, hvor hun har sin lokale base. "Desuden har jeg jo boet 20
år i København, og har masser af venner og veninder i byen,
så når jeg har mulighed for det, kan jeg kombinere arbejdet
med at se mine venner derinde. Jeg føler derfor stadig, at vi er en
del af bylivet og at de er en del af vores liv, selv om vi ikke bor
tæt på hinanden mere".
Byliv både i storbyen og i provinsen
Helle færdes lige hjemmevant i både storbyer og på landet: "Jeg
vil helst ikke give afkald på stemningen og oplevelserne i byen,
hvor folk er så forskellige og gadebilledet så broget. Det har jeg
brug for at "inhalere" et par gange om ugen. Men havde vi nu stadig
boet i København eller Nordsjælland, som vi reelt overvejede,
dengang vi skulle flytte fra lejligheden, havde vi skullet bruge
meget mere tid på at arbejde og betale husleje. Nu er der mere luft
i hverdagen og vi kan være med, når Olivia skal noget i hverdagene"
fortæller Helle Zier, hvis aktive 11-årige i øjeblikket både går
til ridning på den nærliggende rideskole, musik på Guldborgsund
Musikskole og fodbold i den lokale storklub B1901.
"Vi bruger også området rigtig meget, når vi har fri. Vi bor tæt
på vandet og skoven, hvor vi ofte går en tur sammen. Her får vi
slappet helt af og får inspiration. Når man bor så tæt på
naturen, kan man virkelig bruge den til dagligt, og det er blevet
en vigtig del af vores liv, at vi har den balance mellem det travle
byliv og roen og stilheden herhjemme" fortæller Helle. "Når vi
gerne vil opleve noget, er der faktisk masser af tilbud her. Selvom
det er en lille by, er der altid en koncert eller en
teaterforestilling, vi kan gå til" fortæller Helle Zier, der selv
sidder i Maskerådet, som er bestyrelse for det lokale teater
Masken.
Frihed til at leve
Helle mødte sin mand, der ligesom hun selv oprindeligt er fra
Lolland-Falster, for 25 år siden. Han er i dag økonomichef i det
lokale affaldsselskab REFA I/S. Før de fik barn, rejste de ofte, de
har bla. været jorden rundt et helt år, mens Helle selv har både
boet og arbejdet i USA og været et halvt år i Madrid, så det
at rejse er del af hendes liv, som hun nødigt vil undvære. "Det
startede med interrail-turene som ung og siden har det jo ændret
sig, men det at komme ud og opleve nye steder og kulturer betyder
rigtigt meget for mig stadigvæk" fortæller Helle.
"Vi er heldige, at vi stadig har mulighed for at rejse. På den
måde er vores liv ikke så anderledes, som før vi fik Olivia. Vi kan
godt finde på at tage en tur til Berlin eller London en weekend
nogle gange om året. Og vi behøver ikke tænke så meget over, om vi
har råd til at gøre de ting, vi gerne vil. Vi har ikke sat os for
mere, end at der stadig er råd til rejse, når vi har lyst og tid
til det.
I sidste ende er det jo frihed, det handler om for os. Frihed
til at arbejde med det, vi holder af. Og frihed til at rejse og
leve, når vi har fri. Det kan godt være, jeg arbejder lidt mere,
end hvis jeg var fastansat et sted, men jeg bestemmer selv
hvornår!" slutter Helle Zier, inden hun igen melder sig ind i den
hektiske arbejdsdag, der venter på mobiltelefonen.
Fakta:
Helle Zier er korrespondent i engelsk og spansk og HD i afsætning.
Har desuden en række uddannelser i HR og journalistik. Helle
arbejder som projektkonsulent i reklamebranchen. Bor i Sundby ved
Nykøbing Falster
Mor til Olivia på 11 og gift med Kim Jeppesen, der er
økonomichef på I/S REFA
Sidder i Maskerådet, der er bestyrelse for Teatret Masken i
Nykøbing Falster
Sidder i bestyrelsen på Nykøbing Falster Realskole
Læs mere her:
www.guldborgsundmusikskole.dk
www.masken.dk
www.nyk-revy.dk
www.b1901.dk