Det gode liv - på Lolland-Falster! modtager 50.000 kr. fra NordeaFonden

Jacob Ploug (Nordea-Fonden), Kirsten Sydendal,
Michael Berg (Nordea Nykøbing F.), Dea Cordt og Birgitte
Nymann. Lene Vind, der også er aktiv i foreningen, kunne
ikke deltage ved overrækkelsen.
Fredag 23. marts 2012 modtog Dea Cordt, Birgitte Nymann og
Kirsten Sydendal 50.000 kr. fra Nordea-Fonden på vegne af
foreningen "Det gode liv - på Lolland-Falster!", der bl.a. har som
formål at synliggøre Lolland-Falster og tiltrække flere familier
til området.
- Vi har ønsket at støtte foreningens arbejde, da det er vigtigt
at styrke tilflytningen til Lolland-Falster. Vi synes, det er
prisværdigt at en række lokale kvinder arbejder frivilligt og
målrettet for at ændre det negative billede af Lolland-Falster, som
mange desværre går rundt med, siger Jacob Ploug, der repræsenterer
Nordea-Fonden lokalt.
Og pengene glæder da også modtagerne:
- Vi er meget glade for det flotte beløb, vi har fået af
Nordea-Fonden. Det hjælper os til at komme videre, bl.a. med vores
pressearbejde. Resultatet af vores arbejde skal gerne blive, at
folk kobler Lolland-Falster sammen med positive og interessante
historie og betragter det som et sted, der har en masse godt at
byde på, siger Birgitte Nymann fra "Det gode liv - på
Lolland-Falster!".
Foreningen står bl.a. bag projektet "Quality Lolland-Falster",
hvor en række kvinder fra Lolland-Falster er blevet portrætteret på
websitet www.qlf.dk. Her fortæller de om deres liv i fx Nakskov og
Nykøbing Falster, hvad de synes er fordelagtigt ved at bo på
Lolland-Falster til inspiration for andre kvinder i Danmark.
"Det gode liv - på Lolland-Falster!" afholder også QLF
fredagsbar (1. fredag i hver måned) forskellige steder på
Lolland-Falster og har en netværksgruppe på Facebook, hvor alle
kvinder er velkomne.
Torsdag 19. april afholdes der ekstraordinær QLF-bar i København
på Embassy of Lolland-Falster. Her vil kvinder fra hele København
og omegn få lejlighed til at mødes og netværke med de kvindelige
ambassadører fra Lolland-Falster.

Yderligere oplysninger:
Jacob Ploug, Nordea-Fonden: 54 84 50 93
Birgitte Nymann, QLF: 40861883
Kirsten Sydendal, QLF: 25181883
Dea Cordt, QLF: 21324233