QLF Update - Lovestorm slår ned i København
09. jul 2015
En storm af kærlighed slår ned i København fredag den 2.
oktober, når facebook-fænomenet Lolland-Falster Lovestorm indtager
Store Vega på Vesterbro i København til en kæmpe fest.
Det handler om at fejre det positive livssyn og Lolland-Falster,
når Lovestorm-bevægelsen til efteråret slår dørene op for
Lovestorm-fest på spillestedet Store Vega i København. "Vi glæder
os rigtig meget til at flytte festen fra Facebook og ud i
virkeligheden", fortæller medstifter af facebookgruppen/bevægelsen
Kirsten Sydendal.
Imponerende indsats
Tidligere koncernchef for Nykredit Peter Engberg sidder
for bordenden i et såkaldt ambassadørkorps etableret af
erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster. Og herfra kom
ideen om en fest.
"Det er imponerende, at folkene bag Lovestorm helt på eget
initiativ har skabt så megen positiv opmærksomhed om vores
landsdel. Hele Lovestorm-gruppen har knoklet og skabt flotte
resultater, og det fortjener anerkendelse", siger Peter
Engberg.
Festen arrangeres med støtte fra Lolland og Guldborgsund
kommuner i et samarbejde mellem Business Lolland-Falster,
ambassadørkorpset med Peter Engberg i spidsen samt Quality
Lolland-Falster (QLF), hvorfra initiativet til Lolland-Falster
Lovestorm udsprang.
Musik og meget mere
"Der er rigtig mange, der har efterlyst endnu mere
Lovestorm-aktivitet, og derfor er vi glade for, at det nu bliver
muligt at holde en fest på et af Københavns bedste spillesteder,"
siger Kirsten Sydendal, der ud over at være medstifter af QLF var
med til helt konkret at sætte lovestorm'en i gang på Facebook.
Festen vil byde på spisning samt underholdning fra en række
musikere og kulturpersonligheder, der har rod på Lolland-Falster.
Desuden vil den være en showcase for en række andre gode ting fra
Sydhavsøerne såsom mad og drikke. Indtil videre er programmet en
hemmelighed.
Bringer by og land sammen
"Vi har valgt at festen skal holdes i København, fordi
det giver mulighed for at bringe folk fra land og by,
Lolland-Falster og København, lidt tættere på hinanden," siger
Peter Engberg, og Anne-Lise Becker fra QLF supplerer: "Det ville
næsten være synd at holde det hjemme på Lolland-Falster og ikke
dele det med andre. Alle har brug for lidt lovestorm."
Billetsalget starter 17. august
Billetsalget starter efter sommerferien. Billetterne kan købes på
Billetto.dk fra mandag den 17. august kl. 10.00.